Med Pernille Folcarellis nye kollektion af botaniske tryk rykker naturen helt tæt på.
“Naturens design fascinerer mig. Hvert eneste blad og gren har sin helt egen rigdom af mønstre og detaljer, som man kan fordybe sig i. Jeg tror meget på det organiske udtryk i en tid, hvor mange mennesker i deres travle liv bag computerskærme, søger mod naturen og den ro, man kan finde dér.”
Plantemotiverne er hentet lokalt i den nordiske skov, i grøftekanten eller i Pernilles egen have. Planterne kombineres med fjermotiver i et blødt og sanseligt udtryk. Det sort-hvide grafiske univers kombineres med en farveskala i støvede grålige nuancer, indigoblåt, blommefarvet, marsala og sennepsgul.
De grafiske tryk rammer ned i en anden af tidens store tendenser - nemlig interessen for det unikke og det håndlavede. De håndtrykte billeder bliver skabt ved grafikpressen på Pernilles værksted, hvor hun arbejder med direkte aftryk af planter og naturelementer.
Ud fra de originale håndtryk producerer Pernille Folcarelli serier af Limited Edition prints, der printes i 200 eksemplarer, og som alle er nummererede og signerede.
Køb dit eksemplar HER.
/Louise E.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak på forhånd.
♥ Louise E.